Ole Morten Petersen
Direktør, DAKOFA
Folketingets såkaldte ”2030-panel”, der har til opgave at vise, hvordan vi kan arbejde konkret med FN’s verdensmål. Panelet har blandt andet konkluderet, at der i en dansk kontekst bør gøres en langt større indsats i forhold til forebyggelse og genanvendelse af affald.
Ud fra en tese om, at ”næsten al menneskelig velstand og velfærd betales med jordens ressourcer som valuta”, ser panelet affaldsproduktion som udtryk for en ”reduktion af den totale ressourcepulje”, som professor Katherine Richardson, leder af Sustainability Science Centre ved Københavns Universitet og medlem af 2030-panelet, citeres for. Panelet antager, at man i den ideelle verden burde stile efter en affaldsproduktion på nul. Men med en årlig affaldsproduktion på omkring 800 kg. pr. dansker er vi langt fra at nå den målsætning.
Bornholm skal være fri for affald
Men er visionen om et affaldsfrit samfund realistisk i den virkelige verden? Ja, det er der åbenbart andre end 2030-panelet, der tror på. Blandt andet har Bornholms Regionsråd besluttet, at Bornholm skal være fri for affald i 2032. Med affald forstås primært de ca. 20% af øens skrald, som i dag bliver forbrændt (også kaldet restaffald), da den resterende del allerede i dag primært genanvendes eller genbruges.
Det overordnede formål med visionen er at sikre, at “Bornholm har en unik mulighed for at være first mover på affalds- og ressourceområdet til gavn for øens vækst, udvikling og grønne omstilling”. Om visionen indfries i 2030, 2032 eller 2034, og om man til den tid stadig skulle mangle et par procent, må siges at være underordnet. I stedet bør vi anerkende, at vi har med et lokalsamfund at gøre, som har valgt at erstatte teorier og skåltaler med konkrete planer og hårdt arbejde. På den måde nås målet om at leve op til bl.a. 2030-panelets anbefalinger og den vej skabe basis for netop vækst, udvikling og grøn omstilling.
Rum for nye teknologier
Der bliver flere og flere eksempler på tiltag inden for den cirkulære dagsorden; såvel i Danmark som i udlandet. Den hollandske hær gik således fra at destruere alle hærens tekstiler til i stedet at genbruge eller genanvende 750.000 stykker tøj om året. Hærens omfattende indsats var ikke gratis og løb op i € 1,5 millioner om året. Men incitamentet gav sig selv, da indsatsen samtidig medførte en besparelse på ca. € 10 millioner om året i reduceret udgift til forbrænding.
Grundet den hollandske forbrændingspris, var Business-casen ikke til at tage fejl af. I Holland er det således næsten dobbelt så dyrt at sende affald til forbrænding som i Danmark. Det kan tænkes at skabe et større økonomisk rum til at innovere nye teknologier og løsninger til gavn for materialernes cirkularitet.
Vi kan blive fri for restaffald
I Danmark har vi heldigvis – og til trods for den relativt lave forbrændingspris – utallige eksempler på både små og store transitioner af affald til ressourcer. Vi har tradition for at skulle være lidt smartere end de store konkurrenter, og smartheden består i dag i miljø- og klimaforbedrende tiltag, hvad enten det er i design-, produktions- eller affaldsleddet. Men der er stadig plads til forbedringer, hvilket forhåbentlig bliver konsekvensen af de søsatte initiativer i FN’s verdensmål, EU’s affaldsdirektiver og CØ-strategi samt den danske CØ-strategi, plastikhandlingsplan og den kommende, nationale affaldsplan.
Svaret på indgangsspørgsmålet er derfor – ja, vi kan blive fri for restaffald, hvis vi i Danmark implementerer ambitiøse mål for reduktion af restaffaldet og understøtter ambitionen med de rette økonomiske incitamenter.