Home » Cirkulær Økonomi » Asfalt kan laves med mere genbrug end hidtil troet
Asfalt

Asfalt kan laves med mere genbrug end hidtil troet

avatar

Anders Hundahl

Direktør, Asfaltindustrien

Ny type asfalt indeholder mere genbrugsmateriale, end man hidtil har troet, man kunne bruge. Kvaliteten og holdbarheden er i top, og både miljøet og pengepungen er vindere.

En stor dansk undersøgelse konkluderer, at hvis man ændrer på den måde, man håndterer asfalt på, kan der genbruges endnu mere – endda med samme holdbarhed og slidstyrke som ny asfalt. Og det er ikke så lidt fantastisk, hvis du spørger Anders Hundahl, der er direktør i Asfaltindustrien.

“Det viser sig, at slidlaget kan bestå af helt op til 30 pct. genbrugsasfalt, uden at det går ud over kvaliteten eller holdbarheden. Det er en markant stigning i forhold til, hvad vi tidligere har troet muligt,” fortæller han.

”Det er blevet muligt pga. investeringer på et tocifret millionbeløb i landets asfaltfabrikker, der håndterer asfalten på en ny måde, så mere kan genbruges. Og rapportens konklusioner bekræfter, at den investering bør kunne tjene sig hjem.”

Store krav til asfalten

Når en vej får ny asfalt, er det som regel kun det øverste slidlag, som bliver skiftet. Det sker ca. hvert 15. år. Da det skal være slidstærkt og holde til både trafik og skiftende vejr, er det også det dyreste lag. Og det er samtidig det sværeste at bruge genbrugsasfalt til.

De dybereliggende lag skal skiftes meget sjældnere og kan bestå af 100 pct. genbrugsasfalt.

Danmark i top tre

Danmark er allerede tredjebedst i Europa til at genbruge asfalt. Kun Holland og Tyskland klarer sig bedre end os.

“Der er rum for, at vi kan forbedre os, og med denne undersøgelse er vi tættere på at komme helt i top,” siger Anders Hundahl.

Udleder mindre CO2

Konklusionerne i undersøgelsen er også gode for miljøet, som er en af de primære årsager til, at så mange arbejder med at genbruge materialer i industrien.

CO2-aftrykket er nemlig ca. 20 pct. lavere i den type asfalt, der er blevet undersøgt og testet.

“Det skyldes bl.a., at vi skal importere meget mindre bitumen (det klistrede materiale, som får asfalt til at hænge sammen, red.) fra Venezuela. I stedet kan vi genbruge det, vi allerede har her i landet,” siger han og peger på, at asfalt ikke indeholder tjære og ikke er farligt for miljø, mennesker og dyr – som nogle måske tror.

Og selvom CO2-reduktionen nok ikke vil kunne ses meget i Danmarks samlede regnskab, er det ikke helt ligegyldigt for Anders Hundahl.

“Vi vil gerne være en af de mange bække små, der tilsammen gør den store å.”

Stat, forskere og industri i samarbejde

Projektet er blevet gennemført i et samarbejde mellem Vejdirektoratet, Teknologisk Institut og asfaltindustrien og støttet af MUDP-midler fra Miljø- og Fødevareministeriet. Motorvejsstrækningen mellem Holstebro og Herning har været forsøgsemne, og ifølge Anders Hundahl er dette samarbejde helt særligt.

“Der skal lyde en stort tak herfra for, at staten og forskerne har villet gennemføre et så vigtigt projekt sammen med os i industrien. Det har givet gode data, som kan lede til troværdige konklusioner,” siger Anders Hundahl.

Next article